Godbidden der dræber

Godbidden er de sidste 10-20 år promoveret til at være det lyksaliggørende og mest effektive trænings-værktøj for hundeejere, når de skal lære at dirigere rundt med deres kære firbenede venner. Altoverskyggende verbal ros, kæl og leg kommer lige efter, med det høje formål, at de kære små aldrig kommer i uføre og gør noget forkert. Alt sammen en del af de “belønningsbaserede metoder”, som majoriteten af hundetrænere i Danmark arbejder efter.

Godbidden er de sidste 10-20 år promoveret til at være det lyksaliggørende og mest effektive trænings-værktøj for hundeejere, når de skal lære at dirigere rundt med deres kære firbenede venner. Altoverskyggende verbal ros, kæl og leg kommer lige efter, med det høje formål, at de kære små aldrig kommer i uføre og gør noget forkert. Alt sammen en del af de “belønningsbaserede metoder”, som majoriteten af hundetrænere i Danmark arbejder efter.

Der fokuseres i stor grad på at hundens fokus holdes ved, at bruge godbidder og kontaktøvelser, fx når der passeres en anden hund på den daglige gåtur. Det kunne være en gøende eller overglad hund, som vil hilse alt for meget. Eller hvis ens egen hund gør, laver udfald, eller er overglad. Så skal der udføres “afledning” og “omdirigering”, for at flytte hundens fokus, og når den så kigger på ejeren, får den en godbid. Eller måske verbal eller fysisk ros. Eller alle tre ting på en gang.

Måske andre strategier, som fx at ejeren prøver at gøre sig sjov, laver sjove bevægelser eller sukkersød høj stemmeføring for at deres hund hører efter. Vifter med legetøj, kommandoer som “sit”, “plads”, “bliv”, eller simpelthen bare ignorerer den uønskede adfærd. Nogle ejere pludrer med hunden, i et forsøg på at vise hunden at man bare er glad, og så bliver hunden også glad pga den pludrende tale. “Den hund er ikke farlig vel skat, se nu går vi to bare forbi, ik! Jaaaa, det er så dejligt når vi to bare går sammen og hygger, ik!” “Og nu skal vi hjem og ha kaffe, ik”!

Desværre ender det ofte ikke så godt med de nævnte strategier. Nu er sætningerne lavet lidt om; “vil du ikke please please please høre efter, i stedet for at trække mig helt ind i buskadset, hva skat”? “Jeg er faktisk ret træt af det forbandede trækkeri, jeg er”! Siger ejeren nu med lav og meget irritabel sammenbidt stemme.

Hunden har lært på gåturene, at hvor der er en ekstremt vigtig duft at forfølge,.. der skal man hen. Det er jo åbenbart blevet grundloven inden for hunde. De kære små skal dufte til alt, og lige så længe de ønsker det. Basta! 9 ud af 10 hundetrænere i dette land skriver det i deres bøger og på deres hjemmesider. Og hvis lidt trækkeri får hunden hurtigere hen til de gode dufte.., så er det bare bedre. Ejernes håb om at deres hund hører efter godbidden og altoverskyggende ros, svinder dag for dag, og noget fortæller den forvirrede mennesker, at noget er helt galt. Deres hunde bliver tykkere og tykkere, og hører mindre og mindre efter. Trækker mere og mere, bliver mere og mere opkørte eller nervøse.

Hundeejere er ved at kaste op over alle de godbidder, de skal have med på hundeskolen. De glade hundeejere bliver næsten stopfodret med meldinger om, at de skal huske at have godbidder med til hundetræningen, så deres hunde kan høre bedre efter instruktøren. Og bliver under træningen stopfodret med instruktion om ikke at være kræsen med at give godbidder, samt at der aldrig kan roses nok, for at have udført en ufattelig lille opgave, som fx “sit”. Hvidbælteteknik siger vi karatefolk, hvilket skal forstås som en absolut nybegynder.

Det går nogenlunde på hundeskolen, nogle overglade eller ængstelige hunde bliver forvist til en plads lidt væk fra de andre, så de ikke forstyrrer træningen. Hundene lærer næsten, at kunne lave de helt basale ting, som; “sit”, “kom”, “bliv”,.. og ikke “slip”! Det er for stor en udfordring for hundetræner, ejer og hund. Og når hunde og ejere kommer hjem til hverdagen, er det ligesom at det ikke helt hænger sammen.

Hundene kan ikke gennemføre bare halvdelen af de ting, som de kunne på hundeskolen. Hvor de ikke kunne specielt mange ting. Der er noget der ikke stemmer. Hverdagen med hunden begynder at blive mere og mere kompliceret. Gåturene er et mareridt, idet hunden trækker helt vildt, laver udfald mod andre hunde, eller vil hilse på hver eneste hund og menneske, der passerer forbi under turen. Eller bliver forfærdelig bange, ved hvert møde med en lille, såvel stor hund.

Senere, når ejernes hunde er blevet helt umulige og klar til at blive solgt på DBA, … så ringer de til en adfærdstræner. Som reklamerer med adfærdstræning, og under konceptet “belønningsbaseret metode”, altså hvor ejerne skal bruge mange godbidder og altoverskyggende ros, hvis hunden gør noget forkert, eller blive interesseret i godbidden, hvis de er bange. Hundetræneren kommer på besøg med sin enorme pouch i siden i bæltet, fyldt med godbidder, og så skal der trænes tilstande. “Årrhh neeeijj! Ikke godbidder”.

Hundeejerne har fået nok! Deres hunde er nu i tilgift blevet for tunge til at blive vejet,.. og er stadig uopdragne eller angste.

Adfærdstræning kan i meget lille grad assisteres af godbidder, og i meget stor grad udføres ved hjælp af ledelse. Altså hunde- forældre, der er balanceret i måden at opdrage deres hunde på, dvs ikke være for søde eller for sure, på noget tidspunkt mens de er sammen med deres hunde.Som kan lede dem perfekt der hjemme, i haven og i terrænet.

Størstedelen af de ovenfor nævnte hundetrænere i Danmark, laver det jeg kalder forebyggelsestræning for hunde. Hvilket omfatter godbidder og verbal såvel fystisk ros, for udført opgave. Intet galt med det! Kan man få en hund til at gøre alt rigtigt i hvalpeperioden og hele hundelivet, styret og dirigeret med ros af al slags,… så er det helt fint med mig. Det kræver dog, at hunden aldrig gør noget forkert. Hvis den fx begynder at løbe efter et egern nede i haven, og man står klar med godbid, som den ikke ser, hører eller dufter! Ja, så strander strategien allerede lidt der.

Nævnte hundetrænere er den naturligt bestemmende klike af mennesker, der kan påvirke hundesegmentet i Danmark. Og gør det! De er populære, nogle har været i fjernsynet, måske med en serie, med søde og sjove agility-nosework aktiviteter og mange andre sjove stimuleringer. En overvejende del er medlemmer af Dansk Kennel Klub, som understøtter “belønningsbaserede metoder” til fulde, og i øvrigt kun den metode. Der findes ikke andre metoder i DKKs optik. Nogle trænere fylder godt op på Facebook med sjove tricks og masser af godbidder. Andre på YouTube, hvor de smart viser deres egen metode til hvordan man får en hund der ikke trækker. De gør det selvfølgelig med en superrolig hund, så det ser godt ud på skærmen. ikke en ADHD agtig hund, der springer rundt og ikke har fået den rigtige snortræning. Alle sammen kører de efter det samme koncept; masser af godbidder og verbal, samt fysisk ros ved mindste lille opgave udført.

Samt ufattelig mange forslag til hvordan man aktiverer med at finde godbidder, indkald, hvor mor og far gemmer sig bag træ osv osv. Det sælger rigtig mange billetter.

Det er en etableret træner-skare, som magtfuldt prøver at overbevise de stakkels hundeejere om at det er ondt at korrigere en hunds adfærd. Herunder, som eksempel, at en helt specifik mexicansk adfærdstræner i USA er unødvendigt hård, og alle der bruger hans metode er persona non grata i hundehjem i dagens Danmark.

Han bruger angiveligt kun negativ forstærkning, dvs korrigering ved forkert adfærd, af hundeelskere benævnt som “straf” og “disciplinering”, “management by fear”. Og han bruger ikke “positiv forstærkning”, dvs godbid, kæl, ros, når den hund han håndterer, gør noget rigtigt. Han ses i udsendelser række en arm ud, for at støde en ophidset hund på skulderen med sine fingre, og kigger på den efterfølgende med nedstirrende truende øjne, indtil den underdanigt og traumatiseret giver sig, og ligger sig ydmyget ned.

Interessant nok, er dette den samme metodik en hundemor bruger for at rette forkert adfærd. Altså en hund, som skal håndtere 6-7-8 uger gamle hvalpe, når de er balstyriske, og hopper oven på hinanden for at få mælk. En hundemor, der korrigerer fysisk, når hvalpene ikke hører efter, med først et stød med munden. Derefter med stirrende mimik, samt knurren. Derefter kun med stirren, og til sidst med helt passiv, men ignorerende kropssprog, for lige at få den sidste del på plads. Og så får hvalpene mad. Når de er rolige. Først negativ forstærkning, og så positiv forstærkning bagefter. Ligesom med børn. “Når du hører efter mor, og tager den opvask, så får du slik min skat”.

Godbidden som næsten eneste opdragelsesmiddel er i mine øjne kejserens nye klæder! En trend, hvor angiveligt hundekyndige fortæller en historie om at der ikke findes korrigeringer blandt mennesker og dyr, når de skal lære livet at kende. Hunde må så i den anledning set fra min vinkel være det eneste væsen på hele planeten, hvor der gives slik for hver eneste lille gode ting udført, og ved forkert adfærd, vender man ryggen til og venter på den rigtige adfærd.

Sådan fungerer det ikke! Se en dyreudsendelse. Hvis en ulvehvalp, bevæger sig bare 5-10 meter væk fra sin flok på vej igennem terrænet, så kan den blive spist af en hyæne, der sidder i buskadset og venter. Flokken kan ikke tåle at miste medlemmer, flokken skal bestå. Og derfor er det absolut nødvendigt at hvalpe hører efter. Og at de holder sig til flokken, og ikke lige render rundt ca 20 meter væk og snuser til noget vigtigt græs. Eller spurter rundt i en mega sjov leg med høj energi, og på den måde vækker fjenders opmærksomhed. Eller skræmmer bytte væk, så man ikke får aftensmad.

Hunde/ulve-mor venter ikke på den rigtige adfærd. Det er der ikke tid til. Det er nu, og lige nu hvalp hører efter! Ikke om 5 sekunder. Og hundemor står for tryghed, sikkerhed, styring, leg, kontrol, begrænsninger, samvær, regler, grænser, kærlighed og mad. Ikke kun mad og kærlighed. Ligesom i en menneskefamilie.

Vi må lige have styr på tingene. Godbidder og andre typer belønning kan bruges, når en hund er hvalp, og er på “ren tavle”, eller en generelt dygtig og velopdragen ældre hund, som nu er klar til at kunne udføre nye spændende øvelser.

Positiv forstærkning, altså belønning for at gøre noget rigtigt, og ingen anmærkninger for at gøre noget forkert. Dvs at man enten ignorerer en forkert adfærd, eller prøver at omdirigere hunden med godbidder, legetøj eller sjov stemmeføring, hvis den fx vil jage et egern eller en cykel. Og rigtig godt, hvis hunden ignorerer cyklen eller egernet til fordel for godbidden. Så er man på rette spor og kan trappe ud af godbid, og hen imod kun fysisk eller verbal ros, og til sidst droppe ud af ros. Fordi det nu, efter seriøs træning over en periode, bør forventes at hunden kan ignorere cyklen, UDEN at den får en godbid.

Det er ganske fint. Her er det ikke vigtigt om den rigtige adfærd kommer lige med samme, vi træner jo. Men når vi har trænet, og på vej hjem går tæt ved vejen, og hunni hapser ud efter en forbikørende bil. Så er det hundeadfærdstræningen, der kommer i spil. At man kan høre efter og ikke hoppe ud efter en bil, det er absolut nødvendigt. Og her har de fleste hundeejere fundet ud af, at den hundeskole, de lige er på vej hjem fra, ikke har specielt meget med hverdagen at gøre.

Et eksempel; forvildet Papillon, i sele og flexiline, laver udfald mod en ret rolig schæfer på villavejen eller i hundeskoven. Ejeren forsøger at stoppe godbidder ned i halsen på papillonen. Den reagerer ikke, gør videre, bedøvende ligeglad med godbid. Laver sine vilde udfald, og tager måske endda imod godbidden bagefter, når schæferen er væk!! Hvor mange almindelige mennesker, nok mest dem uden hunde, rystende på hovedet, har ikke oplevet en lignende situation, når de er i Kongens Have eller Søndermarken. Det er jo også helt skævt, og uden logik.

En kæmpe misforståelse, og de eneste der blindt fortsætter med at tro på illusionen, er de belønningsbaserede hundetrænere.

Når deres kunders hunde så ender med at være tæt på omplacering eller aflivning, så kigger ejeren desperat i en anden retning, og finder fx min hjemmeside, eller en af de få andre hundeadfærdstrænere, der er på nettet.

Mens adfærdstrænerne så retter op på misforståelserne, så har hundetrænerne travlt med at pege fingre af dem, mens de samtidig bemærker, at deres kunder ikke har hørt godt nok efter. De har ikke lavet deres daglige positive forstærknings-træning, og er nogle sjuskedorte. I øvrigt så mener de at, adfærdstrænerne må være alt for hårde! Der må være noget galt, og så tænker de på den onde mand i fjernsynet, der lige har reddet en hund fra sprøjten, ved at give den et ryk i snoren. Det ryk i snoren er en tilbagetræning til normal adfærd, og der skal ikke gives ryk i snoren i al evighed. Det er kun fordi hunden jo på ingen måde hører efter, og al godbids- og rose strategi er slået helt fejl. Hvordan skal vi sende signaler til en hund der ikke hører efter. Giv et ryk i snoren, så den kigger på os.

Eksempel fra menneskeverdenen: En teenager på sidder på skærmen med sin fon meget optaget af at skrive til en sød pige. Læreren har kaldt på ham tre gange. Alle sidder og kigger på ham! Ingen kontakt! Ja, det er en klasse på en skole, det fik jeg ikke nævnt. Men en ret god visualisering. Fordi det læreren nu gør, minder ret meget om hundeverdenen. Til sidst går han helt tavst hen til teenager, alle andre elever sidder og kigger på scenariet, mens teenager fortsætter sin sms. Og TSST!!! prik på skulderen, så teenager får et chock, næsten taber sin fon. Læreren er nu meget meget tæt på elev og kigger ham dybt i øjnene lidt tid, og lidt mere tid. Der bliver, næsten kun med øjnene, sagt, ikke engang med en sætning,- at næste gang, så er det til samtale med forældre og skolelederen. Lærer siger tak for hans opmærksomhed og lærer fortsætter med at forklare om den fede lejrskole, klassen skal på. Som vedkommende teenager er ved at udelukke sig selv fra. Hvis han fortsætter stilen. Et eksempel på negativ forstærkning i menneskeverdenen. Bemærk hvor den positive forstærkning ligger. Lejrskolen! en fed oplevelse venter, men ikke hvis man ikke kan opføre sig ordentligt.

Sådan korrigerer en hundemor i øvrigt sin hvalp på 7 uger. Hvalp hører ikke efter, kaster sig hen over sine søskende for at komme først til mors mælkefyldte patter. Mor nærmer sig, hvalp får fysisk berøring med munden, altså et stød med munden, idet hun ikke har hænder at prikke med. Hvalp bliver kigget i øjnene, indtil der er fuld forståelse og underdanighed. Hvalp ligger sig roligt ned, mor går over og gør klar til at give mad. Overført er det ret tæt på menneske-eksemplet. Vi kunne også tale om hvordan en mor opdrager sine pre-teenagere, det er stort set på samme måde.

Mit gæt er, at hundetrænerne ikke har prøvet at stå med en aggressiv hund i en snor, bakse rundt med den, mens dens tandsæt som en anden motorsav, hapser efter ens lår. Og hvor adfærdstræneren får styr på den, uden at blive bidt, og uden at andre bliver bidt, og får hunden tilbage på rette spor efter meget kort tid. Eller at håndtere en superangst gadehund fra Rumænien, der er fuldstændig fastlåst og nægter at røre sig ud af stedet. Som ikke vil udenfor en dør, af frygt for den nye tilværelse i Danmark. Og hvor den efter adfærdstrænerens hundehvisker-teknik på ufattelig kort tid, får den skønneste tid i den nye familie, hvor den bliver social tre gange hurtigere end en dansk curling-hund. Fordi den har et ekstra element. Den, eller dens forældre, har levet på gaden, og derfor har en god andel socialisering bygget ind i sig fra generne.

En hund med kraftig ADHD-lignende tilstand, som jagter alt. Kan ikke på noget tidspunkt slappe af i sit hjerne-fængsel. Stopfodret med kæl, hver gang den så et menneske, efter at have hoppet op af dem, fået kæl og godbid hver gang den gik forbi sin ejer i stuen hjemme ved fjernsynet, kæl hver gang den kiggede sødt, godbid hver gang den satte sig ved en vejkrydsning, sprunget rundt som spirilsk abe i haven og fået ros lige efter, fordi den kom på et “kom”. Leget dominant med en vennehund i haven, og separeret i hvert sit rum for eftertiden, efter slåskamp som kulmination på legen. Som nu på meget kort tid, lærer at gå roligt i snoren, og med en væsentlig roligere hjerne og krop.

Jeg har håndteret en ret stor del af hunde med ovenfor nævnte tilstande. Har prøvet en del efterhånden, og har haft omkring 2800 hunde igennem mit system siden jeg startede i 2015. Og alle med adfærdsproblemer af den ene eller anden art.

Det gode er, at hundenes tilstande ikke er vedvarende, men midlertidige. Hvis deres ejere begynder at forstå dem bedre. Hvilket alt for ofte ikke er muligt, idet den store andel af hundetrænere promoverer træning, der er skabt af mennesker, til mennesker, for menneskenes skyld. Og ikke set i forhold til hundenes DNA og behov. Ikke set i forhold til den måde hunde og ulve lever med hinanden på, og hvordan de korrigerer forkert adfærd. Og hvordan en hund egentlig bør korrigeres af et menneske. Er det med pisk eller Othello-lagkage!?

Mens de misforståede hundetrænere står i hjørnet og peger fingre af hundeadfærdstrænerne, får adfærdstrænerne samtidig en stor andel hunde sluset tilbage i samfundet, hvor de bliver fint velfungerende. Hundene er reddet, de overlever, de bliver gode igen, i den samme familie. Ikke videresendt til nye familier med gentagne omplaceringer og til sidst aflivning. Eller til omplacering, men forinden trænet til at være og gode hunde, der nemmere kan komme til ny familie.

Det er begyndt at dæmre for mange hundeejere, og de har indset, at godbidstræning er en mærkelig størrelse, og i øvrigt slet ikke i sync med den måde de opfatter opdragelse af mennesker og dyr på.

Jeg har en velanset kollega, som blandt andet har skrevet flere bøger om familiehunde og jagthunde, der i sin folder reklamerer med teksten; “familiehundetræning UDEN brug af godbidder”. Et kraftigt salgsargument. Og det virker! Godbidder er i virkeligheden bare slik. Lad os kalde en skovl for en skovl! Godbidder er slik. Vi kan lige tage en svensk oversættelse. Godbidder hedder godis på svensk. Og når man oversætter godis tilbage til dansk, så betyder det slik. Og slik,.. det får man, hvis man kan opføre sig ordentligt! Og hvis man ikke kan det, så er der ikke slik. Det er pædagogikken for menneskebørn, og det kunne også være passende pædagogik for hunde. Det er det ude i virkeligheden blandt vilde hunde og ulve.

Godbidden! Den store dræber!? Ja! Det er en dræber, når angiveligt hundekloge mennesker bilder folk ind at det er et opdragelses-værktøj. Det er et træningsværktøj for en hund, der skal lære nye spændende ting ind. Men ikke et brugbart værktøj, når hunden har alt for høj energi, eller en OCD tilstand, separationsangst, angst, aggression.

Dræberen, der til sidst får gjort hundeejere så frustrerede og mismodige, at de kaster håndklædet i ringen og sender deres ellers så elskede hund til internatet, hvor den så igen laver sine ting hos den nye ejer, – kommer tilbage til internatet, får ny ejer, hvor den så igen… og igen! Og til sidst ender hos dyrlægen med sprøjte i hånd. Det skulle være så godt,.. og så er godbidden faktisk skidt!

Allan Halberg
Hundeadfærdstræner og hundehvisker