Godbidden er de sidste 10-20 år promoveret til at være det lyksaliggørende og mest effektive trænings-værktøj for hundeejere, når de skal lære at dirigere rundt med deres kære firbenede venner. Altoverskyggende verbal ros, kæl og leg kommer lige efter, med det høje formål, at de kære små aldrig kommer i uføre og gør noget forkert.
Der fokuseres i stor grad på at hundens fokus holdes ved, at bruge godbidder og kontaktøvelser, fx når der passeres en anden hund på den daglige gåtur. Det kunne være en gøende eller overglad hund, som vil hilse alt for meget. Eller hvis ens egen hund gør, laver udfald, eller er overglad. For at flytte hundens opmærksomhed får den en godbid, når den kigger på ejeren. I tilgift måske ros eller kæl.
Aktivering af krop og hjerne, stimulering af næsen, samt forskellige søge- og agillity-øvelser med godbidder og ros som belønning, er kernen af opdragelsen af hunde i dagens Danmark.
Den generelle vejledning fra stort set alle hundetrænere er, at det er vigtigt for hundene at bruge næsen, for at blive drænet af. De daglige gåture bliver typisk ikke så lange, idet snuseriet jo tager sin andel tid. Eller, jo, – turene varer længe, men distancen er kort. Hundenes puls ligger tæt på hvilepuls, på grund af det langsomme tempo. Men der bliver støvsuget mange ligusterhække, og det er da godt, det siger alle!?
Næsen, – kan den dræne hundenes kroppe af!? Lad os tage en sammenligning med et menneske. Bliver en menneskekrop motioneret ved at læse en SøndagsBerlinger, eller hvis man lige tager Politiken og en enkelt Børsen, måske 3-4 timers koncentreret læsning. Nej da! Læseren er træt i øjnene og hjernen. Men ikke kroppen!
En hunds krop bliver ikke drænet af ved at læse de ganske så ofte i bøger og på nettet omtalte “aviser med nyheder for hunde”. For at en hunds hjerne skal kunne være rolig, er det nødvendigt at den får brugt sin krop.
Når hvalpene bliver ældre, typisk i 6-7 mdr alderen, begynder ejerne at indse, at de små kronprinsesser og kronprinser ikke bliver trygge og velopdragne, selv om der trænes mange “sit” og “dæk” øvelser og meget leg på hundeskolen.
Morgen-gåturene ligger på 10-15 minutter. Og eftermiddags-turene på måske 30-40 minutter. Aftenturen på 15-20 min foregår i tai chi tempo, fordi her skal der lige snuses den sidste allè. Hundene har sovet hele natten, sovet hele kommende dag, kun lige afbrudt af den korte morgen-gåtur, inden de skal sove igen. Har måske gået max 5000 skridt på en hel dag og aften. De hører mindre og mindre efter. Trækker mere og mere i snoren, – bliver mere og mere opkørte eller nervøse.
Størstedelen af hundetrænere og hundeskoler i Danmark, laver det jeg kalder forebyggelses-træning for hunde. Som nævnt ovenfor, at hunde bliver opdragne ved at få en belønning. Herunder på ingen måde korrigering eller skældud, hvis de gør noget forkert. Altså at man ignorerer forkert adfærd. Målet med denne metode er, at hundene gør alt rigtigt i hvalpetiden og hele hundelivet, styret og dirigeret med ros og godbidder. I teorien en perfekt metode.
Nogle trænere er kendte, og er på den måde trendsættere. De er meget populære, nogle har været i fjernsynet eller YouTube, måske med en serie, med søde og sjove tips i forhold til agility eller nosework aktiviteter og mange andre sjove stimuleringer.
Når de viser metoden frem, så gør de det selvfølgelig med en super rolig hund, så det ser hamrende godt ud på skærmen. Ikke ADHD-agtige hunde, der springer rundt og ikke har fået den rigtige opdragelses-træning. Ej heller ADD-agtige hunde, som er nervøse eller angste.
Visse trænere advarer på deres hjemmesider og bøger om, at man ikke engang må sige “nej” til sin hund, idet det er negativ forstærkning, dvs en straf.
Hundetrænerne understøtter deres argumenter med at fortælle om den onde mexicanske mand i fjernsynet, der på gammeldags vis korrigerer hunde. Manden, som i øvrigt er ufattelig populær hundehvisker, har i 20 år været vært på forskellige programmer på en velrenommeret dyre-tv kanal, der sender i 105 lande. Han har rehabiliteret mange ustabile hunde på sin ranch, med både korrigeringer, motion, masser af ros og kæl.
De belønningsbaserede trænere synes ikke, at nogen skal være sure på hinanden, og vi skal alle have det godt. Egentlig et godt og nobelt budskab. Hvis vi ikke disciplinerer og straffer forkert adfærd, men ignorerer eller omdirigerer med godbidder, så skal det hele nok gå.
Det er en sød fortælling, men desværre ikke i trit med virkeligheden.
Når Moster Agathe på 92 kommer på besøg, og den kære lille søde på 35 kg hopper op af hende, så hun vælter og brækker hoften…! Skal vi så give godbid, når den stopper. Ignorere, – vente til hunni er færdig med den øvelse, og så køre moster til skadestuen bagefter!?
Jeg er med på at vi belønner vores hunde for at gøre noget rigtigt, og ingen anmærkninger for at lave en minimal fejl. Altså ignorere en forkert adfærd, hvis den er på et lavt niveau.
Optimalt omdirigeres hundene med godbidder, legetøj eller sjov stemmeføring, hvis de fx vil jage egern eller forbipasserende cykler. Det er fint, hvis de ignorerer cyklerne eller egernene til fordel for godbidderne. Så langt så godt.
Men hvad nu, når de tilfredse ejere er på vej hjem fra hundeskolen, hvor det er gået ganske udmærket. Og de firbenede unikummer hapser ud efter forbikørende biler. Er døve og blinde over for de gavmilde ejeres godbidder og meldinger om kontaktøvelser. Ingen kontakt, kun rød zone.
Det begynder at gå op for hundeejerne, at strategien har sin begrænsning. Dilemma!? Alle trænere siger jo, at der kun må trænes på en belønningsbaseret måde.
Jeg er trænet hos den føromtalte mexicanske mand, og har haft omkring 3000 hunde i min konsultation, siden jeg startede i 2015. Alle med adfærdsproblemer af den ene eller anden art. En stor andel af dem var tæt på at blive opgivet af deres ejere. Med den rigtige træning og forståelse af deres behov kom hundene hurtigt tilbage på sporet igen.
Vi skal alle tydeligt vise vores hunde, hvad der er rigtigt og forkert. Korriger med et lille ryk i snoren, og evt samtidig med et “nej” eller anden tydelig kommando. Sæt en tydelig barre for hvad der er ok og ikke ok. Og når tilstanden er lav igen, så kan vi langsomt genoptage træning med ros og godbidder. Hvis tilstanden er lav efter 10 eller 20 sekunder, så ros gerne, men ikke altoverskyggende ros. Kun ros!
Tilstande som angst, separationsangst, adhd/add, dominans og aggression er ikke vedvarende. De kan rettes! Hvis deres ejere begynder at forstå dem bedre. Hvilket alt for ofte ikke er muligt, idet de fleste hundetrænere giver op på hunde, der ikke reagerer på deres misforståede belønnings-baserede metoder.
Manglende viden hos nogle trænere er en del af årsagen. Andre trænere er måske bange for at tabe ansigt, og nogle få forsøger at finde hjemmesider, youtube og facebook med kvalificerede adfærdstrænere i landet, men kan ikke finde nogen.
Godbidden! Den store dræber!? Ja! Når angiveligt hunde kyndige bilder folk ind, at det er det eneste opdragelses-værktøj, og at der ikke findes korrigeringer i hundenes og ulvenes verden.
Dræberen, der til sidst får gjort hundeejere så frustrerede og mismodige, at de kaster håndklædet i ringen og sender deres ellers så elskede hunde til internatet. Hvor de så igen laver deres ting hos de nye ejere, – kommer tilbage til internatet, får nye ejere, og så endnu engang får nye ejere. Og til sidst ender hos dyrlægerne og sprøjten.
Allan Halberg
Hundeadfærdstræner